torsdag den 1. april 2010

Simic- Jumper hvalpe kom til verden

Onsdag aften d. 17/3 var Simics temperatur meget lav, så jeg regnede med at fødslen ville gå igan torsdag nat. Torsdag formiddag var Simic ganske rigtigt også mere rastløs, pustede meget og gravede i alle kurve og tæpper. Hele dagen gik med denne rastløshed og hun var meget klistret og gik med os alle vejne.



Kl 22.46 kom den første hvalp til verden. En fin dreng. hurtigt efter, kl. 23.07 fulgte endnu en dreng. Efter halvanden times venten kom der endelig en lille dame til verdenen kl. 00.39. Endnu over en time og kl. 01.54 kom der endnu en dreng. Simic var hurtig til at fjerne fosterhinden og gnave navlestrengen over lige som hun havde været med de andre. Men denne gang skete det frygtlige at hun fik hvalpens hale med ind i munden og fik den tygget over 2 steder, så den næsten ikke sad fast.




Vi prøvede at binde halen ind i håb om at der stadig var blodomløb og den ville vokse sammen, men det var forgæves. Da reglerne i DK siger at man ikke må konkurrere i agility med hale kuperede hunde, så er jeg nødt til at søge dispensation og ellers skal han sælges til udlandet. Endnu en time gik og kl. 02.52 kom der sørme en dreng mere. Nu var drenge ikke dem jeg havde flest skrevet op til, så jeg begyndte at blive lidt bekymret. Simic var træt og pustede stadig meget. Hun fik sovet lidt men havde også travlt med at vaske og pusle hvalpene.


Timerne gik og intet skete. Jeg gik en tur med Simic og mærkede hende på maven. Jeg var sikker på at der lå mindst en hvalp tilbage, men det virkede ikke som om at Simic fik flere veer. Hun virkede utilpas og meget meget træt. Kl. 07.30 ringede jeg til dyrlægen og tog derefter Simic og de 5 små hvalpe med derned. Et røngten billede viste at der stadig var 2 hvalpe tilbage derinde. Den ene lå lige så fint klar i fødselskanalen, så dyrlægen kunne ikke forstå at fødslen var gået i stå. Både dyrlægen og jeg var bekymrede for om de 2 hvalpe stadig levede. Simic fik ve stimulerende medicin og så ventede vi.

Der kom nogle svage veer men ikke noget der kunne få en hvalp ud, så efter en halv time fik Simic endnu et skud ve stimulerende. Stadig kom der ikke nogle stærke veer men alligevel havde hvalpen rykket sig så meget at dyrlægen kunne komme ind og få fat og simpelthen trække den ud.Klokken var her 10.03. Hvalpen så livløs og blå ud og fosterhinden var ikke omkring den da den kom ud. Dyrlægen løb afsted med den livløse hvalp, for at give den ilt og hjertemassage i håb om at hun kunne genoplive den. Simic så forvirret efter dyrlægen, da hun jo ikke kunne få lov at vaske sin hvalp, som instinktet sagde hun skulle. Et par minutter senere, kl. 10.05, uden nogle veer, dumpede der pludselig en hvalp mere ud og lettelsen var stor da den prøvede at hive efter vejret.. den var i live. Endnu bedre var det da vi så at det var endnu en pige.Så altså næsten 7 timer efter den 5. hvalp kom de sidste 2 ud, så det er lidt af et mirakel at den sidste overlevede. Dyrlægen kom tilbage med den døde hvalp og spurgte om Simic skulle se den, men da hun nu havde en hvalp at vaske, lod vi være. da vi var sikre på at den sidste hvalp havde fået noget at spise og var stabil kørte vi hjem. Simic var død træt og det var jeg også efter en meget lang nat, så det var rart endelig at kunne lægge sig og få sovet et par timer.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar