Verdensmesterskabet i agility blev i år holdt i Tyskland. Simic og jeg løb både hold (sammen med Peter/ Tempo og Lone/ Panik) og individuel. Jeg fulgtes med Lis på den lange kørertur og vi valgte at kører om natten. Det var ikke meget jeg kørte, da jeg havde så ondt i ryggen, at det krampede ned i ballen og låret og gjorde det ulideligt at sidde. Derfor holdt vi også en million pauser og alt i alt tog turen næsten 12 timer fra start til slut. Humøret var ellers fint og trafikken glidende, så det var kun mit helbred der sænkede os. Hotellet var hyggeligt, men bestemt ikke særlig rent. Men det var vores hunde heller ikke altid når de havde været ude at gå. Vi fandt en lille sti tæt på, hvor det var muligt at slippe hundene Dagen efter tog vi ud og kiggede på hallen hvor vi skulle løbe.
Det var et fantasktisk ridested.. wow siger jeg bare. Der var rigtig mange stalde og de kunne huse rigtig mange heste. Kiggede på nummerene på et par bokse i den ene stald og der stod numer 623. Udenoms arealet var plastret til i en del ridebaner og så var der ellers masser af lufteplads til hundene. Græsmarker, stier og skov.. herligt. Ridehuset vi skulle løbe i var vist 40 x 80 m og derudover var der 2 andre ridehuse. Et lille et på 20 x 20m vil jeg tro og så et 20 x 60m. Vi havde en times træning onsdag eftermiddag. Utroligt hvor meget man kan nå på en time. jeg var ikke helt tilfreds med Simic.. synes hun virkede tung og træt. Hun var ellers kommet op efter endes flåt sygdom, så jeg var lidt ked af at se at hun ikke var på toppen. Vi spiste på en pizza restaurant og folkene der var super søde, men nøj hvor var de længe om serveringen.
Torsdag: Dyrlægetjek og mere træning. denne gang var det kun de få minutter vi plejer at få.Simic lørte ok men stadig synes jeg hun manglede gnisten. Jeg håbede at når først det gik løs, så ville hun vågne.. hun er jo trods alt en publikumshund. Til gengæld kunne jeg ikke rigtig finde stemningen frem. Om det var p.g.a Simics manglende humør eller om det var fordi det var en ridehal, det ved jeg ikke. Tror det var en blanding af begge. Det plejer altid at være en rigtig indendørs hal og nu når det bare var en ridehal, så virkede det ikke så stort. Løbene:
Første holdløb (springløb) var teknisk svær og havde nogle skæve vinkler, så man var nødt til at guide hunden meget. Lone lavede 5 fejl og af sympati gjorde både Peter og mig det samme... rømme rømme. Lige da jeg gik frem til start, hørte jeg tydeligt Jesper Carstensen råbe "Frem med patterne" oppe fra tilskuerpladsen og jeg kom til at grine. Normalt hører jeg ikke ordene fra publikum.. kun summen. Igen nok fordi jeg slet ikke var inde i stemningen.. dette her kunne lige så godt have været et hvilket som helst stævne. Andet holdløb (agility løb) lavede Lone 10 fejl.. og sympatiske som vi er..... Peter havde fået malet flag på neglene og det så alt andet end maskulint og pænt ud. Vi havde moret os ret meget over de negle og især Jubles afsky over for dem :0) Vi havde lavet "happy fingers" mange gange til hinanden og til forskellige kameraer. Men var Peter alså på banen og havde lavet fejl. Han var kommet til bordet og mens Tempo stod de 5 sekunder vendte Peter sig mod publikum og lavede "happy fingers". Det fik Susanne og jeg til at knække helt sammen af grin og da det var min tur til at gå på banen, kunne jeg slet ikke samle mig. Jeg fniste uhæmmet og min pep talk til Simic gik lidt i vasken. Aldrig i mit liv har jeg haft så useriøse løb til at VM.. pinligt.
Lørdag prøvede jeg at tage en mere seriøs mine på og prøvede mentalt at sparke til mig selv. Simic løb okay, men ingen tvivl om at hun manglede det sidste. Vi fik en vægring på et spring og så var slaget alligevel tabt. Søndag var det derfor meget svært at sætte mig op til mit sidste løb. Men til sidst fik jeg rusket så meget i mig selv at jeg var nødt til at vise at vi stadig kunne løbe noget fed agility. Vi leverede et rigtig pænt løb og jeg var tilfreds med min lille hund. Hun var ikke på toppen, men hun kæmpede alligevel bravt.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar