torsdag den 27. oktober 2011

Succes-Jumper hvalpes fødsel og første uge


Så kom kuld c til verdenen d. 18 oktober, som planlagt. Fødslen foregik som den skulle uden komplikationer af nogen art. Faktisk var succes helt vildt fantastisk. Jumpers menneskemor Maria var kommet for at assisterer, hvis der skulle ske noget uventet. Vi sad hele formiddagen og holdt øje med Succes. Hun lå bare og sov eller tøffede rundt uden større besvær.

Simic var helt anderledes under hendes opbloknings fase. Hun vadede rundt og pustede, gravede alle kurve i smadder og havde meget travlt med at gøre opmærksom på sig selv.Eftersom Succes var helt rolig, troede vi først at fødslen gik igang om aftenen. PÅ et tidspunkt gik Succes ind i Siljes seng og der lå hun og pustede lidt, men så gik hun i sit bur igen og faldt i søvn. Vi var ude og gå en lille tur og på et tidspunkt gravede Succes lidt bag en busk, men det var ligesom hvad hun lavede af forbereddelse til fødslen.

Omkring kl 14 gik Succes pludselig ind i fødekassen og gravede lidt og lagde sig til rette. Vi var ikke særlig opmærksomme på Succes, for hun pustede ikke, men pludselig kom der nogle små svage veer og så lå der pludselig en hvalp. Generelt havde Succes stort set ingen synlige veer gennem hele fødslen. Hun lå bare fladt på siden og så rykkede hun lidt på sig hvorefter der lå en hvalp.
Hun pustede ikke på noget tidspunkt gennem hele fødslen. Succes ordnede hvalpene med dejligt moderinstink og det var kun min dårlige erfaring fra sidste fødsel, hvor Simic fik tygget en hale over, der fik mig til at hjælpe til.
Den følgende uge gik stille og roligt.

Succes var lidt stresset over at skulle forlade sine børn, når der blev fodret, for så var der chance for at de andre hunde nærmede sig hvalpegården. til gengæld havde hun det fint med at komme ud og gå tur. i slutningen af ugen måtte alle hunde komme tæt på hvalpegården uden hun reagerede. Især Catch var ved at gå til for at snakke med hvalpene og har pevet frustreret, hver gang hvalpene har været utilfredse.

Alle hvalpene er selvfølgelig vildt lækre og har alle pæne aftegninger. Overraskende nok kom der en zobel hvalp. Der var 47% chance for både tricolour og sort/ hvid og dermed 6% chance for Zobel. Sjovt at der så ud af 4 hvalpe lige kommer en.. den eneste dreng.
Alle hvalpe er solgt til dejlige agility hjem.

Bordertreasure Call me Clover


Borderteasure Call me Cirkus


Bordertreasure Call me Casanova


Bordertreasure Call me Cha cha cha

torsdag den 13. oktober 2011

VM i agility, Lievin

Hjemvendt fra Dette års verdensmesterskab i Frankrig med både stolthed og vemod. Selvom Simic var fantastisk til VM er hun nu 9 1/2 og jeg må nok indse at det var hendes sidste VM. Simic elsker turene og publikum og yder altid lidt ekstra når vi er afsted, men tvivler på at hun næste år som 10 årig kan gøre sig gældende. Det er hårdt at tænke på at jeg skal lade hende blive hjemme, hvis jeg på et tidspunkt bliver udtaget med en anden hund. Simic har været min partner på landsholdet de sidste 7 år. Vi kender hinanden og jeg stoler 100% på hende. Det vil aldrig bliver helt det samme med en anden hund.

Turen til Frankrig blev kørt i bil sammen med min hold kammerat Regin og Jane som havde Bordertreasure All Jiggy wit it (Jiggy) med til sit første VM. Ud over Jiggy var også Poul med Bordertreasure Amazing Jewel (Nala) udtaget på landsholdet, så lidt stolt opdrætter var jeg allerede inden turen. Turen var laaaaaaaaaaaang, især fordi vi kørte om natten, men vi nåede frem til hotellet tirsdag eftermiddag uden større problemer end ømme kroppe. Hotellet var ikke noget særligt, men sengen så helt fantastisk ud og et par timers søvn blev det da også til. Parkeringsplads lige udenfor hotelværelset
Franskmænd er noget af det mest irriterende af den grund at de ikke vil lære engelsk. Alt er på fransk, selv menu kortet på hotellet.. jeg mener come on! Nå men resultatet af oversættelser blev at vi den første aften, stort set alle, bestilte dagens ret som var kalv. Vi havde bare ikke lige fået oversat hvilken del af kalven det var!!! Nyregryde med ris.. YUMMY. Ja hundene var da rimlig tilfredse med de doggy bags vi lavede. Lækker nyregryde
Onsdag kørte vi til hallen og tjekkede tæppet. Vi var ikke særlig tilfredse, da det virkede som om kunstgræsset var meget glat på den ene led. At det kune er glat på den ene led er ikke fedt, da hundene ikke ved hvad de kan forvente og det er endnu en ting man skal tage højde for ved bane gennemgang. Kunstgræsset vi skulle løbe på
Blandt andet slalom indgange og 180 graders vendinger kan være svære hvis hunden skal bremse på den glatte led i forhold til den led hvor de kan stå fast. Efter kigget i hallen kørte vi til Arras og spiste frokost. Det regnede det meste af tiden, så det blev ikke til så meget sight seeing. Seje blomster på markedet i Arras
Torsdag formiddag kørte vi igen i hallen. dagen for dyrlægetjek og træning. Dyrlægetjekket var helt til grin. Hundens chip blev tjekket og sammenlignet med passet samt tæver blev tjekket for løbetid... det var det. I princippet kunne hundene have hjertefejl og være halte på alle 4 ben uden de havde opdaget noget. Træningen gik godt for Simic og jeg. Simic fandt hurtigt fodfæstet på det glatte tæppe og jeg fik trænet præcis det jeg ville. Gik fra træningen med en god fornemmelse til dette års VM. Torsdag aften kl 21.30 vidste vi stadig ikke hvad tid vi skulle være i hallen dagen efter. PÅ den officielle hjemmeside var der nedtælling og der havde vi regnet ud at indmarch nok var kl 9.. men nej. Da ledelsen kom tilbage fra møde, fik vi besked om at indmarch var kl 8 og første hund kl 9. Nå men godnat så.
Fredag var så indmarch. Simic elsker stemningen og flipper altid ud. Hun gør og bider uhæmmet i snoren og er faktisk ret irriterende. Men eftersom hun intet skulle lave den dag udover indmarchen fik hun lov at skabe sig. Så var der banegennemgang for de store hunde i individuel sp. Jeg var blevet bedt om at være coach, så jeg fik Susannes billed ID der gav mig adgang til banegennemgangene (vi ligner jo også hinanden helt vildt) Banen var svær men løsbar og jeg ville gerne selv have løbet den. Poul og Nala var første dansker på banen. Et fantastisk løb med desværre rev Nala flyvet.
Regin og Nike lavede præcis samme fejl i deres løb. Jane og Jiggy løb også fantastisk men desværre også en lille fejl i deres løb, da Jiggy rev dobbeltspringet. Skulle også være coatc for mellemhundenes individuelle løb og her løb Pia og Lucky et flot fejlfrit løb. Genrelt synes jeg danskerne leverede nogle flotte løb. Det sidste held manglede bare hos mange, men sådan er det i agility.
Lørdag skulle jeg selv løbe og nøj hvor jeg glædede mig. Banen var god. Desværre blev medaljedrømme slukket da Regin som først ekvipage mistede Nike bag ryggen og blev disket. Simic og jeg løb 2 flotte fejlfrie holdløb. Min seje stabile hundepige gjorde lige som hun skulle og jeg er så stolt af hende.
Det lille hold løb 6 fantastiske løb og havnede på en super flot 4 plads. Stort tillykke til Julie, Lillian og Jesper. Mellemholdet røg desværre også ud med en disk i første løb.
Søndag var det de sidste individuelle løb. Pia og Lucky løb igen fejlfrit og endte på en samlet 11. plads. Stort tillykke til Pia. Gitte og Zinnia fik også braget et gude løb af med 7. bedste tid, men havde desværre en disk med fra første løb. De store hunde lå ret tæt ca midt i feltet med deres 5 fejl. Regin og Nike løb et fejlfrit løb. Jane og Jiggy gav den hele armen og leverede et løb der fik hallen til at lette. De havde 2. bedste tid i det løb ud af 127 af verdens bedste hunde.
Poul og Nala lagde også ud i god stil, men fik en ærgelig vægring på et spring.
Tilbage var kun udmarch og præmieoverrækkelse og så var det VM overstået. Vi kørte hjem med hundene og mødtes på en god restaurant med resten af landsholdet. Her fik vi det bedste måltid på hele ugen. Alle var overtrætte, så det blev til mindre food fight og så mange grineflip at vi havde ondt i maven da vi forlod restauranten. Dagen efter var det tidligt op og på vejen. Kl 23.30 mandag aften lå jeg i min egen seng i DK. Næste store ting er Succes' hvalpe.

søndag den 2. oktober 2011

Nala Svensk Agility Champion


Bordertreasure Amasing Jewel har fået endnu en titel til sit navn nemlig SAGCH. Poul og Nala løb 2 flotte fejlfrie løb ved Kristianstad BK's internationale stævne lørdag d. 1 oktober. Hun vandt SP3(men der er hun jo allerede champion) og blev nr. 3 i AG3 og fik det svenske cert. Stort tillykke til Poul og Nala.
Næste stop Lievin, VM i agility med søster Jiggy og mor Simic.

Queenie Danmarksmester


Bordertreasure Agility Queen (Simic-Sid) blev d. 25/9 kåret som Danmarksmester i DCH. # super flotte løb sikrede Laila og Queenie sejren. Kæmpe tillykke fra den stolte opdrætter.
Laila og Queenies flotte løb:


FINALEN

lørdag den 1. oktober 2011

Tur til Bornholm

Sidste gang jeg var på Bornholm, var i 5. klasse på lejertur. Denne gang havde jeg aftalt en hyggetur med jane over og besøge Vivian og Søren og løbe stævne. Det skulle være et trænings stævne og vi havde spurgt dommeren ( Bonnik) om han ikke kunne lave nogle baner med kombinationer der var typiske for de 2 VM dommere. Bonnik fik lavet nogle rigtig fede baner, med masser af udfordringer.. jep.. masser af udfordringer!
Jane og jeg skulle med hurtig færgen fra Ystad kl 22.30 fredag aften, men den var desværre forsinket på grund af fejl på den ene motor, så vi kom først afsted 2 timer senere. Det betød at vi var hos Vivian og Søren kl 02.30.. zzzzzz. Vi fik hurtigt instaleret os i gæste værelserne og blev enige om at droppe den første klasse lørdag morgen.
Lørdag stod vi op til en fantastisk morgen buffet, som Søren lige baksede sammen. Æg, bacon, hjemmebagt brød m.m. mums. KL 10 trillede vi ind på stævnepladsen. Der stod 17 telte rundt om 1 ring. Vi kunne stort set slå telt op hvor vi ville. Normalt er vi jo vant til at skulle slå telt op dagen før, hvis man ikke vil sidde i 2. række. Vejret var herligt begge dage. Det første sp3 jeg løb, blev jeg disket med begge hunde, men tog revance i ag3 da jeg vandt med Simic og blev nr. 2 med Catch. Catch fik derfor et ag cert, dygtig dreng.
Da vi kom tilbage til huset var Søren (og Silje) igang med at lave mad og hold nu op hvor var det god mad. 3 retters menu med varmrøget laks (hjemmerøget), kalvemørbrad med kantarelsovs og den lækreste chokoladekage. Og tilbehøret til alle retter var virkelig fantastiske og der var stort set ikke noget af det man behøvede at tygge på. Wow wow wow siger jeg bare. Søren havde taget sig af Silje hele dagen, så hun havde hygget sig helt vildt med at plukke bær og svampe, gå tur, hente frisk fisk, tegne og se tegnefilm. Hun var på stævnepladsen i 5 minutter, men bad så om at kører igen.. hun savnede ikke sin mor :0)Tusind tak til Søren for at passe hende.

Ag3 søndag blev til en disk for Catch og 10 fejl til Simic.. Simic vandt klassen! Det skal lige siges at der var 8 hunde i klasse3 og 2 af dem var mine. Sp 3 gik rigtig godt for Catch. I slutningen af banen skulle jeg uden om en slalom og jeg var bange for ikke at nå det, så jeg hvinede op mens Catch var inde i en tunnel.. det resulterede så i at han kom ud af samme ende som han gik ind, da han troede han havde gjort noget forkert. Dumme Sarah... følsomme hund. Simic løb godt og vandt klassen. Alt i alt en super hyggelig weekend. Kunne godt finde på at tage til stævne på Bornholm en anden gang.
Video af søndagens løb

Tak til Jane for hyggeligt selskab på turen og tak til Tine for at passe mine hundepiger (og forkæle dem)og selvfølgelig tak til Vivian og Søren for at lægge hus til og servere lækker mad.